Takoyaki ligner, set med danske øjne, mest af alt en æbleskive med blæksprutte inden i. Det er en næsten 90 år gammel spise som oprindeligt kommer fra byen Osaka i Kansai-regionen og stadig er mest populær her. Forretningen, der opfandt Takoyaki, findes desuden stadigvæk i Osaka. Man siger, at stort set et hvert hjem i Kansai har en Takoyaki-pande, og det er meget almindeligt at invitere venner og familie hjem til en ”Takoyaki-fest” hvor man laver og spiser Takoyaki sammen.


Takoyaki kan dog findes overalt i Japan, ofte i såkaldte ”Yatai” (madboder) hvor man køber dem i en bakke, lidt som at være på pølsevogn i Danmark. Der findes ovenikøbet et Takoyaki museum på den menneskeskabte ø Odaiba i Tokyo, det er altså både en meget populær og karakteristisk spise for japanerne, om end ikke så kendt udenfor Japan.


Mens købte Takoyaki typisk følger en rimelig fast formel med blæksprutte, Takoyaki-sauce, mayonaise og Katsuobushi på toppen er der med hjemmelavede Takoyaki stor valgfrihed i forhold til, hvad man putter i eller ovenpå, og der findes rigtig mange forskellige variationer.