I Japan starter man ethvert måltid med ordet ”Itadakimasu!” ofte med samlede håndflader og eventuelt et lille buk i retning af det, man skal til at spise. Selve ordet ”Itadakimasu” betyder noget i retning af ”Jeg modtager” og siges for at vise taknemmelighed over maden. Man takker herigennem både selve maden, guden eller ånden som har muliggjort måltidet samt menneskerne der har fanget og forberedt den.
Når måltidet er slut siger man på samme vis ”Gochisousamadeshita!” hvilket betyder ”Det var et festmåltid”. Det er en meget grundlæggende del af japanske manerer at man husker at bruge disse udtryk ved hvert måltid. Særligt når andre har lavet maden, er det vigtigt at sige det højt og tydeligt.
I Japan skal man typisk holde mindre skåle i hånden, når man eksempelvis spiser ris eller drikker suppe. Det er desuden bedst at holde under skålen og ikke i kanten. Derudover er der tradition for at slubre, når man drikker fra skålen eller spiser nudler, og ofte anses det for uhøfligt at lade være.
Mens man spiser, anses det som meget upassende at stikke sine spisepinde ned i risen (fremfor eksempelvis at lægge dem oven på skålen) da der er tradition for kun at gøre dette i forbindelse med begravelser. Ligeledes bør man ikke tage ting op med sine egne spisepinde for at give dem videre til en anden persons spisepinde, da det traditionelt er sådan man transporterer knoglestykker fra en afdød.